I 2014 markerede vi i Danmark 150 året for de voldsomme og traumatiske hændelser i det sønderjyske område i foråret 1864, hvor den danske hær i blodige slag led nederlag til den preussisk-østrigske overmagt. 
Som følge af denne krig mistede Danmark 1/3 af dets areal.

Også soldater fra det lokale område deltog i denne krig – for nogles vedkommende med det højeste offer til følge. Således bliver lokale faldne mindet i både Karlebo og Asminderød kirke. På kirkegården i Karlebo står en mindesten over 12 faldne fra Karlebo Sogn, og i Asminderød er der i kirken opsat en mindetavle med navnene på 10 faldne fra Asminderød Sogn. 

Nedenfor kan du læse mere om krigen og om de lokale soldater der deltog.

Hvad var baggrunden for den krig soldaterne fra vores lokalområde deltog i?


Den multinationale stat

Danmark var i 1860’erne en multinational stat bestående af kongeriget Danmark med en begyndende demokratisk forfatning, der var sikret ved grundloven af 1849, og tre hertugdømmer – Slesvig, Holsten og Lauenborg – hvor den danske konge var hertug. 

Både Holsten og Lauenborg var samtidig medlem af Det Tyske Forbund. I disse hertugdømmer var sprog og kultur hos mange indbyggere stærkt præget af det tyske område. 
I Danmark fandtes der kredse, der gik ind for at fastholde denne helstat med både dansk- og tysksindede indbyggere. Men i lyset af de nationale strømninger, der i midten af 1800-tallet skyllede hen over Europa, var der i Danmark også indflydelsesrige borgere, der arbejdede for et Danmark for de dansksindede. 
Disse nationalliberale, der var tilhængere af den såkaldte Ejderpolitik, så Slesvig som gammelt dansk kerneland og Holsten og Lauenborg som et meget tysksproget område, der ikke hørte til dette danske Danmark. 

I selve hertugdømmerne levede tanken fortsat med afsæt i slesvig-holstenismen, der havde spillet en stor rolle under krigen 1848-51 om en tilknytning til Det Tyske Forbund af alle tre hertugdømmer. Dette var en tanke, som også vandt gehør i det preussisk ledede Tyske Forbund, der netop i disse år arbejdede på en samling af de mange store og små tyske fyrstendømmer til et samlet rige. 


 Billede: Stridens kerne. Tegning fra Forlaget Emil


Novemberforfatningen 1863 

Det blev den danske nationalliberale regerings vedtagelse af den såkaldte novemberforfatning den 13. november 1863, der blev den udløsende anledning til krigen. 
I denne nye forfatning blev Slesvig med en stor tyskvenlig befolkning knyttet tættere til kongeriget Danmark og underlagt grundloven af 1849 samtidig med, at Holsten og Lauenborg skulle udskilles fra helstaten. 
Denne vedtagelse faldt mange tysksindede for brystet, og tysknationale kræfter i Det Tyske Forbund dygtigt ledet af ministerpræsident Otto von Bismarck var ikke sene til at reagere. Så allerede den 31. januar 1864 var en preussisk krigserklæring på vej mod Danmark. 

Ydermere var novemberforfatningen et brud på den Londontraktat fra 1852, der, som en fredsslutning efter 3-årskrigen fra 1848-51, fastslog, at Danmark skulle forblive en helstat, som den så ud før 1848, hvor de tre hertugdømmer var underlagt Danmark på særlige vilkår. Aftalen var underskrevet af tidens stormagter Storbritannien, Frankrig og Rusland samt af Preussen, Danmark og Sverige.
Både Stormagterne og Sverige understregede kraftigt, at de ikke ville komme Danmark til undsætning, hvis det kom til et preussisk angreb på Danmark.

På afgrundens rand 

I starten af 1864 stod Danmark således alene mod en overvældende modstander. Alle kræfter i landet måtte mobiliseres. Da en stor del af hærens mandskab fra hertugdømmerne ikke mødte op ved indkaldelserne i 1863-64, måtte der fra hele kongeriget indkaldes soldater til den danske hær

Dybbøl foråret 1864 

De skanseværker, der mødte bl.a. de indkaldte soldater fra Karlebo og Asminderød, var led i en større plan for forsvaret af Jylland. I erkendelse af at en lille dansk hær aldrig ville kunne standse en langt større angriber sydfra, satsede man på de såkaldte flankestillinger i Dybbøl og Fredericia. Herfra kunne den danske hær ved et udfald afskære fjendtlige hære længere oppe i Jylland. Samtidig kunne den stærke danske flåde let flytte soldater rundt langs Jyllands kyster.

Men de ti skanser ved Dybbøl med tilhørende løbegrave var i 1864 slet ikke klargjort til den tiltænkte opgave. Anlægget var ikke blevet holdt ved lige, og der manglede alle slags forsyninger. Derfor måtte der fra soldaternes side gøres en stor og anstrengende indsats for at udbedre manglerne.

De angribende preussere havde dog respekt for skanserne og indså, at et direkte angreb ville blive en vanskelig og blodig affære. Derfor gravede de sig ved anlæggelse af de såkaldte paralleller så tæt på skanserne, at de nogle steder blot var 300 meter fra de danske stillinger.

Den 18. april blev flere soldater fra lokalområdet, der var en del af 2.regiment, dræbt eller såret i de sønderskudte skanser 4,5 og 6. Tegning: KRIGEN 1864 i samtidens billeder.


Slaget den 18. april 1894

Under hele dette gravearbejde blev de danske skanser udsat for et stadig voldsommere bombardement fra store, langtrækkende kanoner. Skanserne – specielt skanse 1 til 6 - blev mere og mere ødelagte. Det stadige bombardement demoraliserede de danske soldater stærkt, så da stormen startede den 18. april, var hæren nedslidt.

Den 18. april klokken 4 om morgenen indledte preusserne et særdeles kraftigt og ødelæggende bombardement af især skanserne 1 til 6. Efter mange timers uafbrudt beskydning kom så det længe frygtede stormangreb på skanserne, hvor en talmæssigt overlegen preussisk angrebsstyrke myldrede op af de gravede paralleller og hurtigt løb de danske stillinger over ende. Man formoder, at den angribende part var på 10.000 mand mod en dansk forsvarsstyrke på 2.200 mand. Efter hårde men ulige nærkampe og enkelte modangreb måtte de overlevende danske soldater trække sig tilbage til Als - den sidste væsentlige del af hertugdømmet Slesvig, der endnu var på danske hænder.

Resultatet af krigen blev, at Danmark blev reduceret til en småstat. Dette kom til at sætte sig varige spor i den danske selvforståelse, men det gjorde samtidig kongeriget til en homogen stat, der kunne udvikle et grundfæstet demokrati.

På slagmarken ved Dybbølskanserne mødte man et af krigens – ja alle kriges paradokser. Tusindvis af soldater mødtes her med det ene formål at skade så mange modstandere som muligt. Soldaterne på begge sider var opildnet og trænet til at slå ihjel, hvilket også i rigt mål kom til at ske. Samtidig kæmpede sanitetssoldater på begge sider en slidsom og farlig kamp for at bjærge så mange dræbte og især sårede fra slaget, som man efterfølgende forsøgte at redde.

Men det var en farlig affære at blive såret i 1800-tallets krige. Alene den lange transport af de sårede på en vippende båre tilbage til forbindingspladserne bag fronten har for mange været en overordentlig smertefuld oplevelse. Fremme ved behandlingsstedet forsøgte læger og plejepersonale at lindre de såredes lidelser på bedste måde, men både behandlingsmetoderne og redskaberne kunne langtfra altid redde de sårede fra døden. Amputationer og sårbehandling medførte ofte døden efter et stykke tid, og tit havde soldaterne så store skader, at en videre behandling var nytteløs. Således døde flere af soldaterne fra lokalområdet først et stykke tid efter de forskellige slag. Deres sidste tid må de have tilbragt på forskellige lazaretter sikkert under store smerter.

Billede: Optælling af preussiske og danske faldne. Træsnit fra Illustreret London News 7.5.1864

 

Røde Kors 

Men noget nyt var heldigvis ved at dukke op. Krigen i 1864 blev den første krig, hvor Røde Kors organisationen var repræsenteret. Der var dog kun to deltagere i delegationen – en på hver side af fronten. Med Røde Kors startede humanisten Henri Dunant den internationale bevægelse, hvis opgave det blev på et neutralt grundlag at pleje og tilse sårede og krigsfanger. Selvom det var begrænset, hvad de to delegater kunne udrette for sårede danske og preussiske soldater efter de forskellige slag, var deres indberetninger og erfaringer med til at danne grundlaget for Røde Kors’ indsats fremover, som den udmøntede sig i Genevekonventionen fra august 1864.

I 1864 drog den 22-årige Jens Larsen fra Auderød i krig. 
Han var født den 12. juli 1841 i landsbyen Lønholt i Grønholt Sogn. Kårene har været små som søn af indsidder og tjenestekarl Lars Nielsen og hans kone Anne Larsdatter, der den 15. maj 1836 var blevet gift i Karlebo Kirke. 

Familien, der udover Jens bestod af sønnerne Anders, der var født allerede i 1835 - altså uden for ægteskab, og Niels, flyttede senere til Auderød men stadig til en hård tilværelse, hvor faderen nu ernærede sig som vejmand.

Om Jens har opfattet militærtjenesten som en sur pligt eller som et eventyr, kan vi ikke vide, men i april 1864 befandt Jens sig i hvert fald med den danske hær i flankestillingen ved Dybbøl. Han var indrulleret i den hårdt ramte 1. brigades 2. infanteriregiment, der ved stormen den 18. april 1864 skulle forsvare skanse 4, 5 og 6, der lå direkte over for de af preusserne gravede paralleller.

Med deres underlegne mandskabsstyrke og riflede forladegeværer var de danske infanterister deres modstandere underlegne. Forladegeværet var ganske vist træfsikkert inden for en afstand af ca. 400 meter, men soldaten skulle stå op for at klargøre geværet til skud - en ret besværlig og langsom proces. Man regner med, at en øvet infanterist med dette våben kunne affyre 2 skud pr. minut. Den preussiske soldat var udstyret med bagladegeværer, hvor ammunitionen let kunne indføres af soldaten i liggende stilling, så skudhastigheden kunne komme op på 6-8 skud i minuttet. 

De danske soldater var gennem det stadige preussiske bombardement gjort møre, ligesom skanserne var sønderskudte. Mange nærkampe med bajonetter og geværkolber udspillede sig i skanserne, og med deres talmæssige overlegenhed havde preusserne alle fordele.

Jens Larsen var en af de mange danske soldater, der blev meldt savnet efter dette angreb, og som må formodes at befinde sig i en af områdets mange massegrave.

Billede: De voldsomme nærkampe under stormen på skanserne ved Dybbøl den 18. april 1864. Der ses både en dansk og en preussisk fane. Tysk litografi, Det Kongelige Bibliotek. 


Men hjemme i Auderød blev familien ramt yderligere af de blodige begivenheder i april 1864. Også Jens storebror, den 26-årige væver Niels Larsen, født den 10. august 1837 i Lønholt i Grønholt Sogn, var infanterist i 1. brigades 2. infanteriregiment. I sin lyseblå uniform, lette felthue og langskaftede støvler blev Niels allerede den 13. april såret af en granatsplint i skanserne og bragt helt til København til lazarettet på Frederiksberg Slot. Hans skader har åbenbart været så store, at datidens læger ikke kunne redde ham. Den 14. maj 1864 - altså en måned senere - døde Niels på lazarettet og blev efterfølgende begravet på Garnisons Kirkegård.

En lokal familie mistede således i forbindelse med dette slag to sønner i en fjern og måske også uforståelig krig. Tilbage var nu faderen Lars Nielsen, der efter Anne Larsdatters død i 1853 havde giftet sig med Karen Jørgensdatter. Lars Nielsen levede helt frem til 1890. Den sidste søn Anders flyttede senere til Helsingør, hvor han ernærede sig som arbejdsmand.

Kjere Fætter

Jeg vil i Dag meddele dig et Par Ord om hvorledes at vi haver det. For det første saa kan jeg lade Eder vide, at jeg og Broder saavel som mine Bekjender hjemmefra ere Gud være lovet ved en god Helse og har det ganske godt efter Omstendiheden og ønsker med Glæde at høre det samme fra Eder.

Vi har nu i 8 dage væred paa Forpost og liget paa Marken under aaben Himmel paa den bare Jord, saa det er mest til at sætte baade Liv og Helse til. Ogsaa ere vi her i 3 Dage og paa Skærtorsdag saa skal vi atter paa Forpost og blive der i 8 Dage. (Der kommer vi til at holde Paaske). I Fredags saa havde vi et stort slag med Preusserne; men hvormange at vi mistede, det ved jeg ikke. Vores Regiment var ikke med i Ilden. Vi stod som Reserve for i tilfælde at Fjenden skulde have stormet Skandserne. Vi haver i disse Dage faaet en Deel Rekrutter over til os hjemme fra. Di ynder nok Soldater Livet, men di holder ikke af Prucdugterne som at Preusserne sender over til os. Di skyder med Granater hver Dag paa vore Skandser, og vi kan ikke naae dem med vore Kanoner. Der bliver mange af vores skudt og saared hvær Dag. – Hvem Gud vil bevare er uden al Fare. Det er bestandig min Bøn til Gud i Himlen, at jeg dog maa komme hjem med hele Lemmer og en god Helse. Naar Gud er med os saa kan man stoldt gaae Fjendens Kuler imøde.

Jeg har hørt, at der er lyst for Eskel i Grønholdt og for Kirsten. Det havde jeg ikke trot, at det skulde have skeet. Du maa ikke være vred for at det vare saalenge inden at du faaer Brev fra mig, for jeg har ikke haft Leilihed føren nu. Jeg har med Glede bekommet dine Breve, hvorfor jeg godhedsfuldt takker dig mange Gange. Du maa snart meddele mig et Par Ord om, hvorledes Pollitikken staar derhjemme. Di taler om i disse Dage, at vi skal have Vaabenstilstand i fire Maaneder, men om det bliver til Sandhed, ved vi ikke. Nu ender jeg mit Brev til Eder for denne Gang med en kjærlig Hilsning til Eder alle.

Lev vel, det ønskes af mig din Fætter.
Niels Larsen
2. Inf. Regiment, 2. Compagni No. 277

 

 

Brevets oprindelige stavemåde er bibeholdt for at komme så tæt på brevets stemning som muligt.

Det originale brev kan findes i Hillerød og Omegns Byhistoriske Arkiv (22/55) sammen med 5 yderligere. 

Sønderborg 31. marts 1864

Gode Ven og Fætter
Jeg vil hermed brinke dig et Par Ord, a vij har været i et saa stoer Slag. Vi var paa Forporst den samme Dag, som vij sloes med dem. Da Kl. den var 3 om Natten, saa begynde di og storme, og saa blev di ved til Kl. den var 9, og den Tid den var rigtignok drøj. Di var os saa nær, saa at di skyed os saa vel i Røkken som faaer fra. Vi motte jage dem tilbage flere Gange, endskjønd vi var kun lidt imod dem; men di motte dog løbe fra os enligevel. Vi fik en 30 til fange; hvomange at vi miste, det ved jeg ikke for vist, men jeg antager i det hele med døde og saarede en 300; men Tyksken miste nok over Tusinde. Jeg saavel som min Broder Niels slap helde, Gud vere Lov og Tak at han holt sin Haand over os saavelsom vore gode Kammerater; men en Deel motte der jo lekke sine Been, men ingen af dem der hjemme fra, for vi har tael med dem alle sammen. Nu i Morgen den første saa skal vi ud paa Forporst igjen, og saa venter vi den samme Tour med dem igjen. Jeg kan fortelle, at Tykskerne de hade svirede den hele Nat, de hade faa varm Brende Viin, ver en hel Podt Rom paa deres Felflask, for det at di skulde være berusede; men vi motte ta dem paa fasten Hjerte. Der er ingen Usit til at det skal blive forbi; di kalder jo rask en paa Folk inu. Her er Tale om, at Svensken skul de hjelpe os, men han bliver nok hjemme. Du kan tro, Fetter, at det var en Anden Paaske Dag, som man ikke vil glemme i Hast. Nu ikke vider for denne Gang. Hils dine Forælre og Søster og du saa og Eder alle er hilse paa det Venskabeligste af di Ven og Fetter.

Jens Larsen
2. Rigimente, 6 Compagni 6. 378

Skri mig til saa snadt som di Lelihed giver. Hils Fader og Moder naar du kommer til at tale med dem. Lev vel.

 

Brevets oprindelige stavemåde er bibeholdt for at komme så tæt på brevets stemning som muligt.

Det originale brev kan findes i Hillerød og Omegns Byhistoriske Arkiv (22/55) sammen med 5 yderligere. 

Også i andre samfundsgrupper blev der ydet store ofre. Den 22-årige Christopher Friedenreich Hage meldte sig frivilligt til den danske hær og blev en del af den 8. brigades 20. infanteriregiment. Han var født i Neapel i Italien den 14. maj 1841, som søn af storkøbmand og konsul Peter Anthon Alfred Hage og Wilhelmine Frederikke Faber. Dåben fandt sted i Stege Kirke den 20. oktober 1841. I 1862 flyttede familien til Nivaagaard i Karlebo Sogn.

Han deltog i det berømte og kaotiske modangreb som 8. brigade satte i værk den 18. april 1864 kl. 10.30 mod de fremrykkende preussiske styrker. Hvor preusserne i de allerede erobrede skanser kun havde mødt relativt få danske soldater, stødte her en styrke på ca. 3000 danskere, der havde ligget som en reserve i baglandet, frem mod angriberne. 
Dette voldsomme modangreb overraskede de angribende preussere, og de blev kastet tilbage. En kort stund så det ud til, at angriberne kunne standses – ja måske kunne de tabte skanser tilbageerobres? Men ret hurtigt fik preusserne samlet sig og standset modangrebet. Og med en yderligere reserve på 27.000 mand, der hurtigt blev sat ind i kampen, blev mange danske soldater fra 8. brigade dræbt, såret eller taget til fange. Resten måtte flygte tilbage mod Als.

Hvornår i denne kolossale kamptummel Christopher blev såret vides ikke. Men sårene var så alvorlige, at han ikke havde mulighed for at flygte, men endte med at blive taget til fange. Fra kamppladsen blev han bragt til Broager lazaret, hvor han døde den 19. eller 20. april.


Billede: Den 8. brigades modangreb den 18.april. Olieskitse af Vilhelm Rosenstand, Frederiksborg Museet

Christopher deltog som officersaspirant i slaget. Netop antallet af officerer var et stort problem for den danske hær. Der manglede i udstrakt grad ledere til at føre de danske soldater, hvilket medførte uforholdsmæssigt mange sårede og tilfangetagne. Denne mangel på officerer var sammen med preussernes overvældende mængde af soldater, materiel og langtrækkende artilleri en væsentlig faktor, der afgjorde slaget.

Christopher blev efter krigen bragt til familiens gravsted på Holmens Kirkegård i København.


Johannes Hage

Også hans lillebror Johannes meldte sig som frivillig til den danske hær. Han blev i kampene om Als den 29. juni 1864 såret i armen af et skud, men det lykkedes ham at komme med resterne af hæren tilbage til Fyn. Hjemme i Nivå overtog han i 1872 Nivaagaard og udviklede sig siden hen til egnens store mæcen med oprettelsen af bl.a. Nivaagaard Malerisamling, Nivaagaard Sygekasse samt kirken i Nivå.

Mindestenen på Karlebo Kirkegård. Fotograf: Henrik Teileskov, 2014.

Mindestenen på Karlebo Kirkegård nævner også andre faldne fra slagene i foråret 1864. Den 26-årige Andreas Lorentz Jørgensen fra Istedrød blev meldt savnet, og både Hans Peder Sørensen – 27 år – fra Karlebo og Lars Nielsen – 37 år og familiefar – fra Grønholt blev såret og efterfølgende taget til fange. De døde begge på preussiske lazaretter af deres skader. Hans Peder i Flensborg den 30. april og Lars på Broager lazaret den 16. maj. Begge blev begravet på kirkegårde i kampområdet.

Også både før og efter dette berømte slag var der faldne fra lokalsamfundet. Således blev den 25-årige Christian Johansen fra Ravnsnæs dræbt allerede den 22. februar på højdedraget Avnbjerg foran skanserne på Dybbøl. Her foretog preusserne til stadighed angreb på de danske forposter, så det blev muligt at grave sig endnu tættere på skanserne.

Ved et af de utallige preussiske artilleribombardementer, der gik forud for selve stormen den 18. april, blev den 27-årige Rasmus Jensen fra Karlebo Overdrev dræbt. Han blev begravet på Sønderborg kirkegård.

Dele af den danske hær var flygtet til Als, og i slutningen af juni var der omkring 12.000 danske soldater på øen. Mod alle forventninger foretog preusserne den 29. juni en invasion over Als Sund. I 600 landgangsbåde var 24.000 soldater klar til at blive overført til Als. På trods af stærk dansk beskydning nåede store dele af de preussiske styrker over til øen, hvor det kom til voldsomme kampe. Jens Andreasen på 25 år fra Niverød faldt, og den 27-årige Peder Larsen fra Gunderød blev meldt savnet. Endvidere blev Hans Pedersen fra Gunderød og Martin Theodor Andersen - 23 år gammel - fra Nivå såret under kampene og efterfølgende taget til fange af preusserne. De døde begge af deres sår den 5. juli og blev begravet på henholdsvis kirkegården i Broager og i Sønderborg.

Med en enkelt undtagelse var de faldne alle i 20’erne. Mange familier i lokalsamfundene blev berørt, og disse store tab må have påvirket hele egnen i de følgende år.

Mindesten i Asminderød Kirke. Foto: Henrik Teileskov, 2014.

Også i Asminderød Sogn er der efterladt et minde over faldne i Den Anden Slesvigske Krig. I kirken i Asminderød hænger en mindetavle over 10 faldne soldater - de fleste ikke fyldt 30 år - der af forskellige grunde døde i denne krig.

Under preussernes grundige forberedelser til selve stormen på Dybbølskanserne den 18. april blev der foretaget mange både små og store angreb på de danske stillinger. Foran skanserne havde den danske hær etableret en række forposter, der dels skulle forsøge at holde fjenden tilbage og dels skulle holde øje med preussernes bevægelser. Under disse forpostfægtninger blev både Søren Jørgensen, 27 år fra Dageløkke, og den 23-årige Hans Peter Christensen dræbt. Søren allerede den 20. februar og Hans Peter kort før selve stormen den 8. april.

Også i det 2. infanteriregiment, der den 18. april var opstillet i og omkring de sydlige skanser i den danske skanserække ved Dybbøl, var der soldater fra Asminderød Sogn. I det kaos der opstod ved preussernes voldsomme angreb blev Niels Peter Nielsen, 27 år fra Langstrup, Hans Jensen fra Danstrup og Niels Jørgensen, 32 år fra Asminderød, alle meldt savnet. I dagene efter slaget blev der gjort en stor indsats for at indsamle de mange dræbte fra begge sider, og rigtig mange af dem blev begravet i massegrave på områdets kirkegårde.

At det ikke kun var de direkte krigshandlinger, der bragte de danske soldater i fare, vidner skæbnen for Niels Jensen, 25 år fra Søholm, og 30-årige Lars Jensen fra Langstrup om. 
Krigen, hvis første del jo kom til at foregå om vinteren, bød på særdeles hårdt og koldt vejr. Da indkvarteringsmulighederne ofte var meget primitive, ja mange soldater beskriver, hvordan de måtte overnatte under åben himmel i stærke frostgrader, og om hvordan kosten tit var mangelfuld, blev soldaternes modstandskraft efterhånden stærkt svækket. Smitsomme sygdomme kunne derfor nemmere sprede sig blandt soldaterne. 
Således døde begge soldater på Augustenborg lazaret, hvor de var anbragt, da de ikke længere kunne stå imod de barske forhold i felten. Lars døde af tyfus den 29. februar præcis én dag efter sin 30 års fødselsdag og Niels den 27. marts. De blev begge begravet på Augustenborg Kirkegård.

Den 23-årige Peder Pedersen deltog i slaget om Als den 29. juni 1864. Her forsøgte den danske hær at forhindre preusserne i at erobre øen. Forsøget mislykkedes, og under kampene blev Peder såret og taget til fange. Han blev af preusserne bragt til lazarettet i Snogbæk, hvor han den 16. juli døde af sine sår.

Efter de preussiske sejre ved Dybbøl og på Als rykkede fjenden længere op i Jylland. Det endte med, at preussiske soldater nåede helt til Skagen. Krigen havde vist, at både midlerne, der blev benyttet ved krigsførelse, og de anvendte metoder var under hastig forandring. 
Den klassiske metode til angreb var fremrykning i geledder, men de nyudviklede midler - hurtigskydende geværer og de såkaldte kardæskgranater indeholdende masser af små jernkugler og metalstykker, der hurtigt kunne skade mange soldater i flok - havde skabt behov for en ny taktik. En taktik, der foreskrev en spredt fremrykning med en samtidig kraftig beskydning af de fjendtlige stillinger. 
Denne erkendelse var dog endnu ikke nået til de ledende danske officerer, og derfor blev krigens sidste større træfning, der fandt sted ved Lundby i Himmerland den 3. juli 1864, en massakre. 
Her rykkede en styrke på ca. 150 mand fra det 1. infanteriregiments 5. bataljon frem mod preussiske styrker placeret bag et gærde og udstyret med moderne bagladegeværer. Der blev affyret adskillige skudsalver, og de forsvarsløse danske soldater, der på den klassiske facon udækket løb frem med bajonetterne påmonteret, havde ikke mange chancer. 

Opgørelser viser, at den danske side havde tabstal på ca. 75%, mens preusserne slap med 3 sårede! Under denne fremrykning faldt Hans Peter Jensen, 27 år fra Asminderød, og 25-årige Jens Peter Henriksen fra Toelt for preussernes kugler. Begge blev de begravet på områdets kirkegårde.

På Asminderød Kirkegård findes en mindesten over de lokale soldater, der døde i krigen i 1864. Nøgternt oplistes de med navn, fødselssted, dato og dødssted. Men bag hvert navn gemmer sig en historie. 
Omtrent midt på listen står Niels Jensen fra Søholm opført. Hverken i navn eller i bedrifter skiller han sig ud fra resten af listen. 
Det, der skiller Niels Jensen ud fra resten er, at hans dagbog fra krigen er overleveret for eftertiden.

Du kan læse en artikel om dagbogen

Selve dagbogen er delvis transkriberet og kan læses her

Efter Niels Jensens død skrev hans søster denne mindesang:

Mel.: En blid og yndig Aften.

1
En Dag jeg fik i Sinde
At skrive disse Ord
Alt om min kjære Broder,
Som nu er lagt i Jord;
Augustenborger Kirkegaard
Den gjemmer nu hans Been,
Stor Sorrig for Forældrene
Og Sødskende Ser.

2
Den Syvende December
Da drog han bort fra os;
Den Dag jeg aldrig glemmer,
Da han gav mig sin Haand
For Afsked med ham at tage,
Da han drog ud i Krig,
Da bad han mig saa bønlig
At skrive tidt til sig.

3
Jeg sagde kjære Broder,
Det er min første Pligt;
Jeg stedse ham meddeelte
Hvordan det hjemme gik.
Det var min største Glæde
At skrive til ham hen,
Men ak, det var desværre
Saa snart forbi igjen.

4
Det sidste Brev han sendte
Det var den sjette Marts,
Men han ei havde skrevet,
At han var syg og mat;
Han vidste, at hans Moder
Hun daglig for ham græd;
Forældre, Sødskende og Venner
De sørgede for ham.

5
Men Krigens Byrde svære
Han ei udholdt saa let;
Han var ei af sine Kælder
To Maaneder og Dage ses.
Naar vi os kunde lægge
Udi den varme Seng,
Da maatte kjære Broder
Sig hvile paa Mark og Eng.

6
Jeg flere Breve Sendte
Og ei fik Svar igjen,
De havde allerede
Paa Lazarettet lagt ham hen.
Sine kjære Forældres Pleje
Han savnet vist saa haardt;
Ei Sødskende eller Venner
Rakte ham en hjælpsom Haand.

7
Der laa han i ti Dage
Paa Sygeleiet hen,
Og Paaskedag han døde
Efter Brevet, som blev os sendt.
Gud havde det saa bestemmet,
Hans Dage de var talt,
Den Én og tredivte Marts
Han i Jorden blev nedlagt.

8
Forældre og Sødskende kjære
Ei ved hans Baare var
Ei nogen af hans Venner
Kunde bare ham til hans Grav.
Han allerede havde hvilket
Flere uger i sin Grav,
Inden at det haarde Budskab
Til hans kjære i Hjemmet lød.

9
O hør, I kjære Venner,
Som Sorgen prøvet har,
I kan bedst Eder tænke
Hvad saadant Budskab var,
At vores Søn og Broder,
Som sund og frisk drog bort
Ei meer til Hjemmet kommer,
Ja det er rigtignok tunkt.

10
Før var han vores Glæde,
Nu sorgen i hans Sted
Saa dagligen indtræde,
Fordi han borte er;
Ei violinens Toner
Han spiller for os meer,
Cornetten stadig ligger,
Fordi han borte er.

11
De Andre kunde drage
Til deres kjære Hjem,
Min Broder blev tilbage
For at hvile i fremmed Land.
Den eneste Glæde vi havde
Var fra hans Kammerater kjær,
Han saa gavmild havde været
Mod alle og Enhver.

12
Nu nyder han nok Lønnen
For Ondt han døiet har;
Til sin forudgangne Broder
Nu Gud hjemkaldt ham har.
Og gid at vi maa leve
Vor Gud til Velbehag,
Saa vi engang kan samles
Med dem i Himlens Sal.

13
Den grav vi aldrig skuer,
Hvor min Broder er nedlagt;
Familie og Venner
Ei Pryde kan hans Grav.
Vore Taarer kun kan flyde
Langt borte fra det Sted,
Hvor kjære Broders Legeme
Nu hviler født i Fred.

14
Nu vil jeg Visen ende
Og Pennen lægge hen,
I Dag det Aar har Ende
Siden han forlod sit hjem.
Lad Paaske komme, Paaske gaae,
Lad Aar end rinde bort,
Vi aldrig, aldrig glemmer
Den Dag da han hensov.

Originaltrykket findes på Fredensborg Arkiverne sammen med Niels Jensens dagbog fra krigen i 1864. 

Ikke alle mænd i den krigsduelige alder var dog klar til at drage i krig i 1864. Det vidner nedenstående stillingskontrakt fra februar 1864 mellem den 27-årige Jens Hansen fra Søholm og Peder Nielsen fra København om. 

Jens Hansen var født den 23. marts 1837 som søn af Hans Larsen, gårdmand på den firlængede Egegård i Søholm. Gården kendes også under navnet Gadekjærsgård. Moderen var Ane Marie Jensen. Husstanden på gården var i 1860’erne ganske omfattende med gårdmandsparret Hans og Ane, 4 sønner Peder, Jens, Niels og Hans samt to unge tjenestepiger Karen og Ane.

Ved indkaldelsen til Exercerskolen på Kronborg overtog den tidligere soldat Peder Nielsen mod betaling, Jens Hansens forpligtelser i hæren. Var de økonomiske midler tilstede var dette åbenbart en mulighed i 1860’ernes Danmark. Kontaktens beløb på i alt 1400 Rdl. var et ret anseligt beløb. Det svarede til mere end 5 årslønninger for en arbejder.

Jens Hansen blev den 20. november 1868 gift med Ellen Marie Pedersen, datter af sogneforstander (i dag borgmester) og gårdmand Peder Jørgensen i Nybo.

Du kan læse stillingskontrakten her:

 

Stillingscontract.

Imellem Undertegnede, jeg Jens Hansen Søholm af Frederiksborg Amts 34de Lægd, LøbeNr. 186, der ifølge Pas af 4de October 1861 er ansat i Forstærkningen fra 1ste Januar 1862 at regne, men nu er indkaldt til Exercerskolen paa Kronborg, og jeg Peder Nielsen, født i Harrild, af Kjøbenhavns Rulle Løbenr. C 278, der har udtjent min Værnepligt ved Garden til Hyst og under 27de October 1856 af Sessionen for Kjøbenhavn er meddelt Afskedspas, av Dags Dato oprettet følgende Contract.

Jeg Jens Hansen Søholm leier hermed Peder Nielsen til for mig at forrette den hele mig for det nuværende Krigsberedskab og Krig paahvilende militaire Tjenstepligt, saaledes, at han i dag lader sig fremstille for den militaire Stillingscommission og, saafremt han antages af denne, strax gjennemgaar den fortiden paa Kronborg oprettede Exercerskole samt derefter udfører den Tjeneste, der ellers maatte paahvile mig. 

Som Vederlæg for den forpligtelse, Peder Nielsen herved overtager sig, er accorderet den Sum 1400 Rdl, der betales med 25 Rdl naar han er antaget af Stillingscommissionen og med Resten = 1,375 Rdl, naar nærværende Contract er approberet af vedkommende Amts______. Skulde den nuværende Krig ophøre forinden Peder Nielsen har fyldt sit 40de Aar, men noget krigsberedskab eller nogen ny Krig inden dette tidspunkt atter blive anordnet eller udbryde, er han pligtig, saafremt dette efter de der gjældende Regler kan tillades, uden noget andet Vederlag, med det forannævnte, atter under de nævnte Eventualiteter at forrette den mig paahvilende Tjeneste, hvilket ogsaa skal være Tilfældet selv om han er i en ældre Alder, naar han kan blive antagen af Krigsbestyrelsen.

Jeg Peder Nielsen erkjender hermed at have paataget mig de i nærværende Contract anmeldte forpligtelser imod den anførte Betaling = 1,400 Rdl og paa de i øvrigt vedtagne Vilkaar.

Til Bekræftelse forsynes denne Contract med vore Underskrifter i Vitterlighedsvidners Overværelse.

p.t Helsingør, den 4de Februar 1864

Jens Hansen                      Peder Nielsen Harrild
                                        (m[ed]. f[ørt]. Pen) fra H.N. Madsen


Til Vitterlighed

M. Jørgensen                      H.N. Madsen

Gjenpartens Rigtighed bekræftes med tilføiende, at afdraget = 25 Rdl. Rigtig er mig udbetalt.

d. u. s.

Peter Nielsen Harrild
(m[ed].f[ørt]. Pen) H.N. Madsen

 

Kontraktens oprindelige stavemåde er bibeholdt. 

Originalen findes på Fredensborg Arkiverne. 

”Jeg er født den 26 Juni 1841 i Niverød, Karlebo Sogn, hvor mine Forældre ejede en lille Gaard og hvor jeg blev opdraget og tilbragte min Ungdom”

Således begynder Jørgen Jensen sin levnedsbeskrivelse i 1906 på foranledning af De Kongelige Ordeners Historiograf.  Anledningen var udnævnelsen til Dannebrogsmand samme år. 
Siden han i 1841 så dagens lys, havde han da også oplevet meget. Han havde kæmpet i krigen i 1864, var selv blevet gårdejer, og så havde han fejret 25 års jubilæum som sognefoged i Karlebo Sognekommune.

Læs videre

 

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookes til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.