Indledning

Billed: Fra udvandringens kulmination. Udvandrere ved Larsens Plads 
malet af Edvard Petersen i 1890.

Fra Karlebo til Utah

I perioden fra 1840 og frem til 1914 udvandrede ca. 300.000 danskere - primært til USA (ca. 90% ). Denne store folkevandring foregik ikke i en jævn strøm men fandt især sted i første del af 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne. Både før og efter disse årtier var udvandrernes antal mindre. Med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 aftog denne transatlantiske trafik.

Der var selvfølgelig mange forskellige faktorer, der var årsag til udvandringen. I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet i Danmark som følge af en lavere børnedødelighed og en øget kornproduktion i landbruget. Men samtidig faldt kornpriserne, da Europa blev oversvømmet af billigt korn fra Nordamerika. Disse forhold skabte et landarbejderproletariat, der ikke havde udsigt til at få egen bedrift, og som derfor som en løsning søgte mod byerne. Her var den danske industrialisering endnu ikke udviklet nok til at opsuge denne arbejdskraft, og resultatet for mange blev fattigdom, arbejdsløshed og social udstødelse.

Samtidig blev der gennem lokale agenter og i annoncer i dagspressen fortalt om det store ressourcerige og forjættede USA, der især efter den begyndende opdyrkning af prærien lokkede med gratis jord, rigdom og frihed. Tænk bare på linjerne fra Christian Winthers børnedigt: ”Flugten til Amerika” fra 1835.

Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod
Du bukker dig kun for at faa’en

Endelig blev antallet af emigrantruter over Atlanterhavet øget kraftigt efter 1850, hvilket betød en billigere transport for udvandrerne.

Alligevel har beslutningen om udvandring givet været svær for mange, der måske aldrig havde været uden for det lokale sogn, og hvor drømmen om Amerika forblev en drøm.

En gruppe, der havde lidt lettere ved at komme afsted, var de danskere, der blev medlemmer af mormonbevægelsen. Den var allerede i 1849 kommet til Danmark, hvor udsendte missionærer fra Utah rejste rundt i landet. At det var Danmark, der blev en af bevægelsens indgangsporte til Europa skyldtes, at et dansk brødrepar var blevet nære venner med mormonlederen Brigham Young. Brødrene havde i 1851 sørget for, at Mormons Bog var blevet oversat til dansk. De mere end 200 amerikanske missionærer i Danmark var meget aktive, og mellem 1850 og 1880 omvendte de flere end 18.000 danskere, der lod sig døbe. Ikke alle de døbte var villige til at drage til Utah, men næsten 9.000 danske mormoner følte det som en pligt at udvandre til USA.

En af de omvendte, der drog ud, var Hans Nielsen Hansen fra Karlebo.

Er du nysgerrig efter at vide hvordan det gik ham? Så læs med nedenfor.

Billedet forestiller Hans Nielsen Hansens forældre Mette Kirstine Hansen og Niels Hansen.

 

Hans Nielsen Hansen blev født den 4. april 1837 i Karlebo som ældste søn af gårdmand Niels Hansen og Mette Kirstine Larsen. Niels på 22 år og Mette på 20 var den 12. oktober 1836 blevet gift i Karlebo Kirke, hvor Mettes bedstefar var præst og flere i familien sang i kirkens kor. Det er således sandsynligt, at det nygifte par var stærkt knyttet til landsbyens kirke. I 1836 overtog parret også Stejlebjerggård i Karlebo efter Mettes forældre, der blev boende på gården som aftægtsfolk.  Børneflokken voksede med årene til i alt fire drenge og to piger, det sidste barn blev født i 1848. 

Fødslen af det sidste barn kostede den 32-årige Mette livet blot en uge senere. Niels giftede sig efterfølgende med Marie Bentsen. I dette ægteskab blev børneflokken forøget med fire.

Husholdningen på Stejlebjerggård var efterhånden ganske omfattende. Således bestod den i f.eks. 1845 af gårdmandsparret Niels og Mette, deres fire ældste børn (Hans, Niels, Jens og Inger), Mettes mor, der fortsat boede på gården som aftægtskone, tre tjenestekarle og en tjenestepige.

Det fortælles, at Niels var en foretagsom mand, der gerne hjalp andre i landsbyen. Da en gård nedbrændte, sørgede han for både murer og tømrer samt diverse byggematerialer til genopførelsen. Han ejede i lighed med andre lokale i området et mindre teglværk, som han havde anlagt i 1851.

Så alt tyder på, at det var en gård og en familie med et vist overskud, der dannede rammen om sønnen Hans opvækst. Hans, der var 11 år, da moderen døde, hjalp faderen og karlene på gården med at passe heste og køer samt sikkert utallige andre gøremål, som var nødvendige for at drive en gård og et teglværk i 1800-tallets midte. Det synes også som om, han kom godt ud af det med sin stedmor.

I 1855 hørte den 18 årige Hans nogle af de omrejsende mormonmissionærer prædike, og ret hurtigt blev han overbevist om, at denne kirke var den rette for ham. Han lod sig døbe den 24. juni 1855 og bestemte hurtigt, at han også skulle til Amerika for at følge de øvrige tilhængere. Godt forankret i den lutheranske kirke og som den ældste søn, der stod til at skulle overtage gården og teglværket efter faderen, har det givet været en stor beslutning for Hans. Samtidig var det jo endnu ikke på dette tidspunkt så almindeligt at forlade hjemstavnen for at drage til udlandet. Om der lå andet bag end en sikkert overbevisende forkyndelse fra missionærernes side er ikke til at vide, men Hans henvendte sig i hvert fald til faderen og meddelte sin beslutning. Niels Hansen blev selvfølgelig noget forbavset men endte med at give sit samtykke og endog penge til sønnens rejse til Amerika.

Billede: Hans Nielsen Hansen efter ankomsten til Amerika. I Amerika valgte han ikke at benytte navnet Nielsen.


Med et mindre skib drog Hans mod England og datidens store udvandringshavn i Liverpool. Faderen fortrød dog hurtigt og ilede efter Hans først til København og videre til Liverpool for at tale sønnen fra den vilde rejse. Men han kom for sent. Hans Nielsen Hansen forlod Liverpool med sejlskibet ”Joe Hohn Bodie” den 12. december 1855 og nåede frem til New York den 15. februar 1856.

Rejsen over Atlanterhavet var i sejlskibenes tid en langsommelig og særdeles hård oplevelse. Rejsen var lang som i dette tilfælde mere end 2 måneder og særdeles barsk i forskelligt vejrlig. Ofte var emigranterne stuvet ned i skibets lastrum, der på farten til Europa havde været fyldt med majs og hvede. Behandlingen og forplejningen om bord var også ofte meget dårlig. Især var rederierne i Liverpool, der tjente godt på udvandringen, berygtede for at tilbyde de rejsende nogle meget ringe forhold ombord.

Hans Hansen er tilsyneladende udvandret til USA sammen med andre mormoner. Fra New York drog de sammen videre over de store sletter med prærievogne og okseforspand i en af de legendariske karavaner. Rejsen har været lang for først den 10. september 1856 nåede Hans frem til county Weber i Utah. Området var først blevet en administrativ enhed i 1852 og var ganske tyndt befolket med kun omkring 2000 indbyggere på områdets 1710 km² store areal. Så der forestod et større opbygningsarbejde for de nyankomne. Hans Hansen hjalp med at etablere bosættelser i forskellige dele af området, og i byen Mount Pleasant var han med til at opføre et fort. Byen var grundlagt i 1851 af mormoner fra bl.a. Skandinavien. Den første bebyggelse nedbrændte under kampe med lokale indianerstammer, og først i 1859 kunne en ny mormonbebyggelse beskyttet af fortet anlægges.

Billede: Fra landskabet ved Mount Pleasant hvor Hans Hansen var med til at anlægge et fort før han rejste videre.

 

Senere i 1859 drog Hans Hansen til byen Washington – også anlagt af mormonske pionerer. Byen havde i 1860 blot 196 indbyggere. Her begyndte Hans at dyrke bomuld, der var områdets vigtigste afgrøde.

I Washington mødte Hans Metta Katrine Adsersen fra Leistrup i Jylland, der også var blevet grebet af mormonbevægelsen og i 1856 var kommet til USA. De blev gift den 3. april 1859 – et af de mange ægteskaber mellem indvandrere med samme kulturelle og religiøse baggrund! I starten af 1860’erne blev familien forøget med to børn – datteren Anna og sønnen Hans, og kort efter ankom også Mettas mor og søster til Utah, hvor de blev godt modtaget i det beskedne hjem. Det har givet været et friskt pust for Hans og Metta, der på denne måde fik nyheder om gamle venner og om livet hjemme i Danmark.

Perioden her i starten af 1860’erne synes at have været en lykkelig tid men også hård for den danske familie i Utah. Men lykken varede ikke ved. Den 16. december 1864 fødte Metta parrets tredje barn, der desværre var dødfødt. Ydermere tog fødslen så hårdt på Metta, at hun døde blot tre dage senere kun 25 år gammel. For Hans var disse to begivenheder selvfølgelig smertelige, og mindede ham om, hvordan han på lignende måde havde mistet sin egen mor.

Hans reagerede ved at ville væk for at søge arbejde, men han behøvede en sikkerhed for, at der blev passet godt på de to små børn, mens han var væk. Derfor spurgte han Mettas søster Mary om de skulle gifte sig. Mary overvejede den nye situation, mens Hans var væk og endte med at sige ja. De blev gift i 1865.

Billede: Nybyggerlandet ved Show Low i Arizona


De følgende år levede parret i Washington, men mormonbevægelsen ønskede nye områder inddraget til nye indvandrere. Så i 1879 blev Hans kaldt mod syd til Arizona for at hjælpe med at kolonisere området. Derfor blev hjemmet i Washington solgt og pengene brugt til at købe heste, vogne og kvæg. Familien bestod nu af Hans og Mary samt i alt seks børn. På vejen fik de meddelelse fra Danmark om, at Hans far var død, og at familien i Danmark ønskede, at Hans kom tilbage for som den ældste søn at overtage gården og teglværket i Karlebo. Men dette var umuligt. Hans havde fået for stærk en tilknytning til Den Nye Verden.

I efteråret 1880 nåede familien frem til byen Show Low i county Navajo i Arizona. I denne lille by, der var grundlagt i 1870, måtte Hans og familien endnu engang begynde forfra med at opbygge en gård, de kunne leve af. Familiens stærke tro sammen med mange sociale aktiviteter hjalp dem igennem denne hårde tid. For at supplere familiens indtægter fra landbruget arbejdede Hans også som murer for tilflyttere. Samtidig blev familien forøget med yderligere fire børn, så det efterhånden var en anselig børneflok på ti, der hver dag skulle mættes og passes. Det var et arbejde, som Mary, der var svækket efter de mange fødsler, måtte tage sig af.

Efter en tid med hårdt slid fik Hans arbejde på det nyanlagte Fort Apache. Det betød en mere sikker indtægt for familien og gjorde den i stand til at udvide landbrugsproduktionen med majs, bønner, kartofler og sukkerrør. Dette kombineret med produkter fra gårdens dyr medførte en mere stabil og varieret fødevareforsyning samt et overskud, der kunne afsættes på byens markedsplads. Endvidere arbejdede Hans også for byens eneste købmand, for hvem han byggede forskellige kældre til at opbevare varer i.

Efter 12 års ophold i Show Low, hvor Hans fik stadig større opgaver for mormonkirken, drog familien i 1892 videre til området ved byen Pinetop. Her overtog de en gård, som Hans udbyggede med boligrum og kældre til forråd. Ved gården var der en kilde, hvorfra der både kunne hentes vand til afgrøderne og til husholdningen. Men efter uoverensstemmelser med en truende lokal beboer valgte familien at flytte videre til Woodland, hvor Hans igen gik i gang med at opføre et hus, så familien kunne få landbrugsproduktionen i gang. Om vinteren efter høsten arbejdede Hans ofte andre steder som murer, så det var Mary, der måtte tage sig af gården. Her syntes især produktionen af smør at have betydning. Den blev solgt lokalt; især var den lokale savværksejer en stor arvtager.

Billede: Hans Hansen i slutningen af 180-tallet


En af Hans rejser gik i efteråret 1900 til det område, der blev kaldt Gammel Mexico. Dette store område var efter en kort krig i 1848 blevet afstået af Mexico til USA, og der var her behov for mange nybyggere i det mexicansk dominerede område.

Hans, der var blevet 63 år, havde intentioner om at skabe en ny tilværelse og sendte bud efter Mary og de yngste af børnene. De forlod Woodland i 1901 men fik kun kort tid sammen med Hans. Det hårde og barske liv i nybyggerområderne havde slidt alvorligt på Hans fysik, så den 2. august 1901 døde Hans. Han blev begravet i mormonkolonien Juarez; i dag grænseby mellem USA og Mexico.

 

Den stærke tro, sikkert kombineret med en hel del eventyrlyst kom til at bestemme livsforløbet for Hans Nielsen Hansen fra Karlebo. Med sit gå på mod og sin optimisme var han med til at udvikle Det Vilde Vesten som en del af en af historiens store udvandringsbølger.

Hjemmesideudstillingen er udarbejdet af Henrik Teileskov med brug af følgende kilder:

Den Store Danske Encyklopædi

Datteren Marcena Hansen Penrods beskrivelse af Hans Nielsen Hansen og Mary Adsersens liv. Beskrivelsen opbevares i Fredensborg Arkiverne.

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookes til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.