Demokratiet er uforanderligt og for alle

Eller er det?

 

Forestil dig, at vores kommunevalg til november skulle foregå som det første af sin slags i 1867.

På valgdagen møder du op i valglokalet. Men i stedet for at stemme bliver du afvist.
Hvorfor? Fordi du er kvinde. Eller under 25 år. Måske har du fået en parkeringsbøde. Eller modtaget økonomisk hjælp fra det offentlige på et tidspunkt. Eller også er du bare lønmodtager. Sådan var vilkårene i 1842, hvor den stemmeberettigede del af befolkningen i Karlebo Sogn kun udgjorde 4,1 %.

Forestil dig så, at de i 1867 skulle gå til valg, som vi gør det i dag. 51,3 % af befolkningen ville kunne stemme.

De ville kigge forundret på stemmeboksen og undre sig over hvorfor deres stemme skulle være hemmelig. Og hvorfor måtte de kun stemme på én kandidat? De ville ønske at afgive lige så mange stemmer, som der var ledige pladser. Det ville svare til, at du den 21. november, skulle sætte 27 kryds på din stemmeseddel, der i øvrigt ville være forsynet med dit navn og cpr.nr. 

Siden 1867 er der sket meget med vores lokaldemokrati. Læs videre og find ud af hvordan det lokale selvstyre startede i Fredensborg Kommune og siden har udviklet sig. 

 

Derfor indførte kongen demokrati

Den enevældige konge frygtede samme skæbne som hans franske kollega, der havde mistet hovedet under Den Franske Revolution.

Ligesom resten af Europa befandt Danmark sig i en overgangsperiode. Den styreform, der vandt frem, var baseret på ideen om en fri forfatning, hvor landet blev regeret af dets borgere.

Demokratiet i Danmark blev indført som styreform mere på grund af angsten for revolution end på grund af krav fra befolkningen.

Befolkningen havde ikke behov for at gøre op med enevældens administrative system, men fik opfyldt ønsket om lokalt selvstyre på landet gennem dannelse af kommissioner, sogneforstanderskab og gennemførelse af det første valg i 1867 til sogneråd. 

 

Bondesamfundet omkring kommunernes oprettelse

læs om hvordan samfundet så ud i midten af 1800-tallet:

Da kommunerne blev oprettet, var samfundet et helt andet, end det vi kender i dag.

I 1858 boede der:

• 4302 mennesker i Asminderød Sogn

• 1174 i Grønholt Sogn 

• 2543 i Karlebo Sogn

Heraf boede 895 i Fredensborg By, der var den største bebyggelse. De fleste boede altså på landet eller i små landsbyer. De levede af landbrug og håndværk. 

Det gamle landsbyfællesskab var i opløsning efter udskiftningen omkring 1800  . Mange bøndergårde, var blevet flyttet uden for landsbyerne, så den nære kontakt med naboerne og dyrkningsfællesskabet svandt ind. Landsbylauget mistede sin funktion som organisatorisk enhed. Det var derfor nødvendigt at oprette en ny administrativ enhed, der kunne overtage de vigtigste opgaver i lokalsamfundet.

Helt op til starten af 1900 tallet var det husholdet, der var den centrale enhed. Bestående af en (kerne)familie med tilknyttet tyende i form af karle, piger på landet, lærlinge og svende hos håndværksmestre, samt handlende i byerne. 

På landet levede man stort set af det, man producerede. Husfaderen og -moderen tog sig af alles fornødenheder i form af tøj og mad. I byerne begyndte det nye borgerlige familiemønster at blive mere almindeligt fra 1850èrne, hvor tyende (køkken/stuepiger og kusk) betragtedes som ansatte = adskilt fra familien. Aflønningen bestod i kost og logi samt naturalier, f.eks. nyt tøj, og et lille pengebeløb. Der var altså ikke behov for at søge om eksempelvis boligsikring, for man boede hos den husbond, man tjente hos.

For 200 år siden fungerede præsten både som åndelig vejleder og administrator i lokalsamfundet. Præstens funktion var at føre kirkebogen med hensyn til registrering af fødte, døde og vielser indenfor sognet, samt viderebringe officielle meddelelser fra kongen eller centralforvaltningen fra prædikestolen. Han blev derfor helt central i styrelsen af de tidlige kommuner.

I hhv. 1803 og 1814 blev fattigkommissionen og skolekommissionen oprettet. De kan ses som direkte forgænger til den kommunale forvaltning.
Præsten fungerede som formand og sekretær. Han kunne udpege en række mænd i sognet til at varetage opgaverne i fattig- og skolevæsenet. 

Kommissionerne skulle sikre, at skolegangen blev reguleret over hele landet og at der blev ordnede forhold i forhold til de fattige.

Skolegangen var sparsom på landet. Børnene gik i skole hver anden dag hvis altså forældrene ikke mente, at de skulle hjælpe til i marken eller i hjemmet. Mange var derfor funktionelle analfabeter. Skolegangen sluttede ved konfirmationen. Derefter blev børnene sendt ud at tjene.

Alle kunne ende som hjemløs og fattig. Der fandtes ikke nogen folkepension, invalidepension eller lignende. 
I midten af 1800-tallet var fattigdom blevet et kraftigt voksende problem og udgifterne til fattigvæsenet, steg kraftigt.
Gennemsnitsbonden havde problemer med at få pengene til at slå til med evt. periodevis sult til følge. Bonden var altså også fattig og blev fattigere af at skulle betale mere og mere til det voksende fattigvæsen

 

Kommunerne oprettes

Kongen havde tidligere styret landet gennem amtmænd, godsejere og ved præsternes hjælp. Man fortsatte med kirkens sogne som administrativ enhed for det lokale selvstyre, i stedet for at opbygge nye enheder. Sognegrænserne blev til kommunegrænser, og præsterne kom til at spille en central rolle i sognekommunens administration. På den måde fik Fredensborg Kommune sine grænser langs Karlebo -  og Asminderød-Grønholt Sognes grænser. 

Med tiden voksede mængden af sager, præsten skulle tage sig af.
Staten besluttede derfor i 1841 at oprette Sogneforstanderskabet. Det skulle sikre borgerne en sikker og hensigtsmæssig administration af lokale sager.
Sogneforstanderskabet er det, der siden udviklede sig til den kommune vi kender i dag.

I Fredensborg Kommune blev der oprettet to sogneforstanderskaber. Det ene var Asminderød-Grønholt og det andet Karlebo. Sogneforstanderskaberne fulgte oftest sognegrænserne, der også tidligere havde været administrative grænser.

Præsten var født medlem af sogneforstanderskabet. Han bevarede på den måde sin rolle i samfundet. Sognets største jordejere, blev også automatisk udvalgt.

Derudover bestod forstanderskabet af 4 – 9 mænd fra sognet. De blev valgt af de siddende medlemmer. Ja, det er en form for indirekte valg, hvor dem der er valgt selv udvælger andre. 

I 1867 afløstes sogneforstanderskabet af sogneråd. I den forbindelse ændrede man valgprocedurerne så medlemmerne nu skulle vælges blandt lokalbefolkningens mandlige del. Kvinder fik først stemmeret i 1908. 

Sognerådet bestod af 2 grupper. En stor gruppe og en lille. I Karlebo Sognekommune var der således 4 mænd i den lille og 5 i den store.

Hver 3. år blev mændene i den ene gruppe skiftet ud eller genvalgt, så alle sad 6 år ad gangen.
Når den lille gruppe var på valg, kunne alle stemmeberettede stemme. Men når den store gruppe var på valg, stemte kun de 20 %, der betalte mest i skat.

Det betød i praksis, at kommunens rigeste mænd havde størst indflydelse. Dette kaldes privilegeret valgret.

 

Demokratiet udvikler sig

Vidste du, at det var meget få, der kunne stemme til de første kommunale valg? Til gengæld havde de flere stemmer.

Sognerådet bestod i begyndelsen af sognets rigeste mænd. At det kun var dem, der sad i rådet, var resultatet af en række strenge krav til hvem, der kunne stemme og vælges.

Man skulle være:

  • mand
  • fyldt 25 år
  • ustraffet
  • skattebetaler (og ikke bagud med betalingen)
  • uden hjælp fra det offentlige på noget tidspunkt
  • jordejer af mindst 5.516,2 kvadratmeter jord eller ejendomme for mindst 1000 rigsbankdalere (til sammenligning tjente en ufaglært arbejder i København i 1830’erne 144 rigsbankdaler om året).

Det betød, at alle kvinder og tjenestefolk blev udelukket, ligesom langt de fleste småbønder, håndværkere og handelsdrivende heller ikke kunne opfylde kravene til at deltage. 

I 1845 boede der 2416 personer i Karlebo Kommune. Af disse kunne 100 stemme. Det svarer til, at 4,14 % af befolkningen var stemmeberettede. Hvis de i 1844 havde haft samme lovgivning, som vi har i dag, ville procentdelen af stemmeberettede have ligget på knap 59 %

I dag går vi ind i en stemmeboks og afgiver hver én stemme anonymt ved at sætte kryds på en liste med de forskellige partier.

Indtil 1908 foregik kommunalvalg meget anderledes end i dag, for reglerne for hvordan man gik til valg, var mere komplicerede før i tiden. 

Selve valghandlingen skete ved, at man mødte op på valgstedet og afgav sine stemmer. Hvis der var 4 medlemmer, der var på valg, havde hver vælger 4 stemmer, og ikke som i dag blot en enkel. Alle stemmerne blev noteret i valgprotokollen, så alle kunne se, hvem der havde stemt på hvem. Det blev også noteret hvilke vælgere, der ikke havde stemt.

I 1908 blev der indført hemmelig afstemning, hvilket betød at det blev en privatsag, hvem man stemte på. Det havde nemlig udviklet sig til at problem for mange, at de følte sig presset til at stemme på nogle bestemte kandidater.

I dag synes vi det lyder mærkeligt, at ikke alle havde ret til at stemme til valgene. Samfundsstrukturerne i midten af1800-tallet

Det kan måske undre i dag, at det ikke var alle voksne, der fik valgret til det lokale selvstyre i sognekommunerne. I midten af 1800-tallet var Danmark midt i en transformationsproces fra et husholdsbaseret samfund, hvor det mandlige overhoved repræsenterede den øvrige familie og husholdsmedlemmer. Det kunne være tyende i form af karle og piger på landet, lærlige og svende hos håndværksmestre og handelsdrivende.

Samfundet byggede på husholdet som mindste enhed, og husfaderen repræsenterede dem. I forrige århundrede fandt man det naturligt, at manden havde ansvar for husholdet også politisk. Han kunne stemme på et antal personer, han mente bedst varetog deres interesser.

Transformationen fra husholds- til individbaseret samfund fandt sted i perioden fra 1803 (udpegning af fattigkommissionerne) og frem til 1908, hvor kvinder og tyende fik valgret. Det betød, at den lokale administration i samme periode fik flere opgaver at løse for de individuelle borgere, hvor husholdet tidligere havde klaret mange af dem selv.

I 1908 fik kvinder og tyende ret til at stemme til de kommunale valg. Hvis de vel at mærke betalte kommuneskat, ikke havde modtaget sociale ydelser, var ustraffede og havde boet i kommunen i mere end 1 år. Betingelserne var de samme for mændene.

Reelt betød de nye regler ikke så meget for folk i tjeneste. Det var ikke ualmindeligt, at man kun tjente et sted i et halvt år, og derefter flyttede videre til en ny familie, forretning eller værksted. Hvis de krydsede kommunegrænsen, mistede de stemmeretten indtil de havde boet i den nye kommune i et år.

Til gengæld fik loven stor betydning for de kvinder, der ikke var i tjeneste. Allerede i 1909 ved det første valg efter den nye lov, stillede en række kvinder op til sognerådet i Asminderød-Grønholt Sognekommune og ved valget i 1913 blev fru Sarah Dessau og fru Jenny Høj valgt ind i sognerådet, hvor de begge sad i en valgperiode.

De nye valgregler betyder, at sammensætningen af sognerådet har ændret sig markant siden 1908. Følg linket og bemærk forskellene på de forskellige sogneråd. (Eksempelvis i Asminderød-Grønholt Sogneråd hvor der i 1913, blev valgt 2 kvinder ind i rådet. En indikation af dette ses i blomsterne på bordet. Også 2 fiskere og 1 husmand blev valgt ind.)

Den første kvinde blev valgt ind i Karelbo Sogneråd i 1958, og i 1970 blev Karen Møller valgt som borgmester for Venstre i Karlebo Kommune som en af de første kvindelige borgmestre i Danmark. Hun sad på posten til 1973, hvor hun fik en stilling som souschef i EF.

I dag har vi et byråd, hvis sammensætning er mere forskelligartet, både hvad angår alder, køn og indkomst. Dette er resultatet af at valgreglerne i dag er meget anderledes og inkluderende end i 1841.

Ved kommunalreformen i 2007 blev Karlebo og Fredensborg-Humlebæk Kommuner slået sammen til Fredensborg Kommune. På billedet ses sammenlægningsudvalget. Læg mærke til, hvor meget sammensætningen af medlemmerne har ændret sig på 100 år.

 

I løbet af det 20. århundrede skete der flere ændringer, der gradvist har gjort det muligt for flere og flere at deltage i valgene. F.eks. er det blevet muligt, at afgive sin stemme, hvis man modtager offentlige ydelser.

Skattebetalingen som grundlag for valgretten er også blevet afskaffet, ligesom man i dag kan gå til valg, selvom man er bagud med sin indbetaling til Skat.

4 gange er valgalderen blevet sænket. Første gang i 1949, hvor den blev sænket fra 25 til 23 år. I 1961 og 1971 blev den sænket først til 21 og derefter til 20 år, før man i 1978 vedtog at sænke valgalderen til 18 år.

 

Til kamp om vælgerne

Når vi går til valg i dag sker det efter mange ugers valgkamp. Men sådan har det ikke altid været.
Faktisk syntes mange, at de første vælgermøder var forkastelige.

I 1903 oplevede Asminderød-Grønholt Sognekommune sin første valgkamp. Den lokale avis beskrev det sådan:
”Det er vel første Gang under vort Lands kommunale Selvstyre, at Asminderød-Grønholt Kommune har gennemlevet et saadant Valgrøre som det, i hvilket vi befandt os i December Maaned. Og dog var denne kampagne saa at sige kun svage Dønninger i Forhold til, hvad der er passeret af lignende Art i andre Kommuner, f.eks. Ordrup, Gentofte og Lyngby, hvor man – i hvert Tilfælde førstnævnte Sted har holdt Agitationsmøder ligesom til et Rigsdagsvalg.”

Siden de første kommunale valgkampagner er der sket meget. Her ses eksempler på valgkamp og valgreklamer.

 

I begyndelsen blev man valgt som enkeltperson, men i anden halvdel af 1800-tallet samledes mange om politiske mærkesager og interesser, hvilket resulterede i dannelsen af flere politiske partier og interessegrupper, som f.eks. kvinderetssagen. 

Ved de kommunale valg begyndte grupperne at stille op på lister, så vælgerne kunne vælge dem ud fra deres standpunkter. 

I 1903 annoncerede 3 forskellige lister i lokalavisen i Fredensborg. Det drejede sig om Højre (senere Konservative), Den Frisindede Vælgerforening (Venstre) og en unavngiven liste. 
For det meste blev opstillingen på lister taget vel i mod. Men da Liste D stillede op til valget i Asminderød-Grønholt i 1909 vakte det stor furore. Listens bestod nemlig primært af kvinder, der gik til valg på at få kvinder stemt ind i sognerådet. Det lykkedes dog ikke. Listen fik kun 51 stemmer. Læs hele historien her.

 

Generelt er kommunalpolitik mere pragmatisk end landspolitik, hvor fronterne trækkes skarpt op mellem de enkelte partier. Ved valget i 2009 lykkedes det f.eks. at samle alle byrådets partier i en fælles konstitueringsaftale.

Gennem den kommunale historie er det dog stadig mere almindeligt, at partierne deles i mindre grupper ud fra deres politiske standpunkter.

Et af de ældste eksempler på dette fandt sted ved valget i 1891. Venstre i Asminderød-Grønholt Sognekommune valgte ikke at stille op som samlet liste. Siden valget i 1885 var opbakningen til partiet dalet, og i et forsøg på at få flere stemmer, valgte partiet at stille op på en liste sammen med Højre-mænd (Konservative). 

Det faldt nogle højre-vælgere for brystet for ”med en saadan Liste haaber man at bringe Forvirring blandt Højrevælgerne, men dette vil forhaabentlig ikke lykkes; thi Højre møder talrigt og enigt”. Citatet er taget fra det man i dag ville kalde et læserbrev i Frederiksborg Amts Tidende. 

Højre-vælgerne fik ikke ret. Valget i Asminderød-Grønholt blev efterfølgende beskrevet som en fest for Højre.

Episoden kan ses som et tidligt eksempel på valgforbund som vi kender det i dag, hvor en samling partier går sammen for at opnå flest mulige pladser i byrådet. 

 

Kommunerne og deres administration vokser

Siden kommunerne blev skabt for ca. 160 år siden er deres betydning vokset.
Ikke alene er indbyggertallet steget, men de opgaver, kommunen løser for lokalsamfundet, er udvidet betragtelig.

Hvordan tror, du din hverdag ville være, hvis kommunen ikke løste opgaver for borgerne? Hvem skulle passe og undervise dine børn, eller hjælpe dig, hvis du blev syg, og ikke kunne arbejde?

I 1867 var kravet til de første sognekommuner, at de tog sig af administrationen af skolevæsenet, fattigvæsenet og vejvæsenet. I 1913 var opgaverne i Asminderød Grønholt sognekommune vokset til 9 områder.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 blev der nedsat 18 politiske udvalg i Fredensborg kommune.

 

Når kommunens opgaver øges, må administrationen nødvendigvis følge med.
I begyndelsen fandtes der ingen rådhuse i kommunen. Man kunne klare administrationen på et kommunekontor. 

Omkring 1900 holdt sognerådet i Asminderød-Grønholt til i et par lokaler i arbejds- og fattiganstalten Den Winterfeldt-Vossiske Stiftelse på Tinghusvej 4. Da stiftelsen blev ændret til alderdomshjem i 1907 flyttede sognerådet over i fattiggården, hvor to værelser fungerede som kontorer og mødelokaler. Her lå kommunens administration indtil 1920, hvor rådhuset på Tinghusvej 6 blev opført.

Også administrationen i Karlebo Kommune måtte flytte, efterhånden som pladsen blev for trang. I begyndelsen lå kommunekontoret på overetagen på Karlebo Kro. Men da skolebygningen i Avderød blev ledig i 1941, flyttede kommunekontoret derfor til adressen på Avderødvej 17. Her lå det indtil 1965.  

Da kommunen manglede plads til administrationen i 1965, og det blev muligt at bygge tæt ved Kokkedal station, flyttede Karlebo Kommune derfor administrationen til Brønsholmdal i Kokkedal. Her havde kommunen til huse indtil 1996.

I 1996 lejede Karlebo Kommune sig ind i Danicas ejendom Flyglet. Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev Flyglet rådhus for Fredensborg Kommune.

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookies til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.